Middelmådighed sat i system

Oprindeligt udgivet på Bold.dk/blog oktober 2015.

Dansk fodbold er i en temmelig dårlig forfatning. Det kan de fleste vist blive enige om. Danske fodboldklubber klarer sig skidt i internationale kampe. En stor del af de danske spillere der kommer til udlandet har svært ved at klare sig. Landsholdet klarer sig middelmådigt resultatmæssigt og spiller en sløv gang fodbold som har svært ved at begejstre tilhængerne.

Vi klynger os til håbet om at der er bedre tider på vej. At der lige nu er en gylden generation på vej der er lige ved at blomstre, så det hele bliver lidt som i de gode gamle dage. Vi håber at vi gennem den opgraderede talentudvikling der finder sted i mange klubber, og gennem bedre uddannelse af vores (ungdoms)trænere kan indhente det forspring de bedste fodboldlande har lige nu.

Jeg har bare svært ved at se det ske. Hvis man følger med i ungdomselitearbejdet og følger kampe i eliterækkerne og ser hvad der foregår i DBU-samlinger og på landshold så vil man se det samme som man ser i mange superligakampe. En masse grå spillere uden personlighed der flytter bolden rundt og på tværs uden de store individueller kvaliteter og uden de individuelle eller relationelle lækkerier vi elsker at se når de rigtigt gode spillere spiller.

Det skal man vist være A-licenstræner for at synes om. Det er meget trænerstyret, det er taktisk stramt, der er kun få spillere der skiller sig ud. Og det er overalt i alle rækker og på alle niveauer. DBU og licenstrænerne er problemet og ikke løsningen på problemet. Et af problemerne er at alle licenstrænerne løber med hovedet under armen i samme retning som lemminger uden at stoppe op, tage et skridt tilbage og spørge sig selv: Er det her virkelig god fodbold? Er det her virkelig den fodbold vi vil have? Er det her god udvikling?

Et andet problem er at licenstrænerne er lykkedes godt med at fortælle hinanden og alle andre fodboldinteresserede at det de laver er rigtig godt “fodboldfagligt”. Man hører ofte forskellige trænere omtale hinanden som fodboldfagligt dygtige, og så kan de gå rundt og klappe hinanden på skulderen over det, og nogle gange sidder de og “nørder igennem” og er rigtigt fodboldfaglige sammen.

Jeg har ikke noget imod at man nogen steder giver plads til at man arbejder med voksen-taktik og man eksperimenterer og øver sig i den del. Jeg tror nu nok den værdien af den offensive taktiske læring herhjemme er noget overvurderet. Jeg tror stadig at det er de bedste spillere der vinder mest, så U13-17 trænerne burde koncentrere sig om at lave gode spillere, i stedet for at øve sig i at være superligatræner.

Problemet er at alle gør stort set det samme, og alle tror de skal være den nye Kasper Hjulmand. Det at alle laver det samme fører til  at vi i praksis udvikler en masse ens boldsikre stoppere, og en masse ens 6’ere der er gode til at spille med få berøringer og vende spillet. Generelt laver vi en masse spillere der er gode til at lære “systemet” og gode til at følge anvisninger, mens de der ikke kan det enten bliver filet til ligegyldige spillere eller valgt fra.

Meget af den her “fodboldfaglige” taktiske skoling er desværre direkte udviklingsmæssigt skadeligt når du anvender det på gode, kreative, kloge spillere på 10-18 år eller deromkring. Det der sker i praksis er at licenstrænerne kan få middelmådige spillere til at være gode middelmådige spillere, og gøre dem til driftsikre, pålidelige systemspillere der fungerer i velkendte systemer og figurer. Det der desværre også sker er at ekstraordinære spillere eller spillere med ekstraordinære potentialer reduceres til også at være middelmådige, driftsikre, pålidelige systemspillere af middelmådige trænere uden visioner.

Problemet vokser kun ved at alle andre trænere køber alt det her med det “fodboldfaglige”. Så man kan også høre alle de her råb når man er ude og se 10-11 årige spiller, eller hvis man er ude og se noget 3-4 niveau fodbold. Pas på bagrummet, hold farten, vend spillet, mellemrummet, retvendt og jeg ved ikke hvad.

Taktisk skoling kan være simpel eller omfattende, den kan være stram eller fleksibel og den kan være progressiv eller konservativ. De fleste steder ser man omfattende, stram og konservativ taktisk skoling, og det fører til at man kan lave mange William Kvist’er. Vil man have et andet resultat må man køre med en mere simpel, fleksibel og progressiv tilgang.

Jeg vil påstå at man kan lave lige så god udvikling, med med et anderledes resultat, hvis man holdt sig til at gennemføre en god og alsidig teknisk træning, gav drengene nogle simple principper at spille efter, og så lod dem spille en masse og så  holdt sin kæft. Helt ærligt. Alt det her hel-del-hel og spil-stop-snak-snak-snak. Alene den tid der bliver spildt fordi en middelmådig træner skal forklare en klog og kreativ spiller hvad han skal gøre.

Men det er det man får når man uddanner A-licenstrænere og sætter dem til at træne U13 elitespillere. En masse spil-stop-snak. Og endnu være bliver det når man ansætter heltids A-trænere til U13 hold. Man ser for sig hvordan de sidder på trænerkontoret og nørder igennem og finder på nye, komplicerede spil og øvelser med zoner og regler der skal udvikle en eller anden taktisk egenskab, men som i virkeligheden bare overfører middelmådighed.

Man får en masse regler og begrænsninger og anvisninger på alle små delelementer i fodboldspillet. Ikke underligt at spillet bliver sterilt, forudsigeligt, uden personlighed. Og spillerne bliver kedelige pasningsrobotter.

Og hvorfor denne næsegruse beundring af Ajax? Ja de var spændende og nyskabende for 15-20 år siden, med deres skabeloner, og deres figurer som de kunne variere over en helt træningssession. Men de fleste bør da nu kunne indse (og Ajax selv ved jo godt den er helt gal) at deres vej har ført dem ud i noget skidt og de har ikke kunnet lave ordentlige spillere de sidste 10-15 år. Alligevel kører DBU stadig trænere i bundter ned til Holland og nærstuderer, laver rapporter og leder efter “de nyeste tendenser”, og alligevel sidder der stadig en masse A-trænere der synes at det er superfedt, og vi har toptræneren Morten Olsen der ikke kan være i sig selv af begejstring for Ajax selvom den stil og træningsfilosofi har kørt Ajax, Holland og det meste af dansk fodbold ud på et sidespor.

Jeg kan forstå at DBU nu går i gang med en revision af "Den Røde Tråd". Det er tiltrængt. Jeg tvivler på at en sådan finder frem til svarene på problemet. Jeg hørte DBUs mand i radioen væve lidt over at det nok var noget med at man skulle arbejde mere på at løbe i dybden og så skulle man optimere selektionen. Det kommer man nok ikke langt med når der i hele den bagvedliggende tilgang er store grundlæggende, systematiske, pædagogiske problemer. Men kan de begynde at stille de rigtige spørgsmål så er man da kommet et stykke vej. 

De kan jo spørge sådan her: Er det her sådan vi vil have fodbold skal se ud? Hvilke miljøer laver de spændende spillere? Hvilke lande? Hvorfor havde vi en overflod af spændende spillere tidligere og hvorfor forsvandt de? God fornøjelse.